Vis det fulde website

ShippingWatch

Hurtigruten undersøges efter smitte på passagerskib

De norske sundhedsmyndigheder undersøger, om Hurtigruten har brudt reglerne, efter at 40 er smittet med corona på skibet "Roald Amundsen". Heraf 32 filippinske ansatte, som skulle have været i karantæne.

Foto: TERJE PEDERSEN

40 personer, der har været om bord på det norske passagerskib "Roald Amundsen", har fået konstateret smitte med covid-19. Nu vil sundhedsmyndighederne undersøge, om skibets ejer, selskabet Hurtigruten, har brudt reglerne.

32 af de smittede er besætningsmedlemmer fra Filippinerne.

Antallet af smittede er steget hastigt, siden der fredag blev konstateret to smittede med coronavirus.

Skibet, der ligger i den nordnorske by Tromsø, har været brugt til krydstogtsejladser til Svalbard.

Det er to afgange, som myndighederne har fokus på. Den første var 17. juli og den anden 24. juli. Der har været 386 passagerer på de to sejladser. Skibet har 160 besætningsmedlemmer.

Søndag aften var 36 besætningsmedlemmer konstateret smittet, mens det samme gjaldt for fire af passagererne.

Koncernchef i Hurtigruten Daniel Skjeldam oplyser, at de filippinske besætningsmedlemmer er tørnet direkte ind på job uden at have været i karantæne eller være blevet testet på norsk jord.

"Det er i tråd med de internationale regler. Men så har vi efterfølgende indført endnu skrappere testkrav til besætningen," siger han på et pressemøde.

Norsk TV2 har spurgt landets sundhedsstyrelse, om Skjeldam har ret. Det har han ikke, lyder det.

Ifølge de norske myndigheder skal mandskab, der skal mønstre på et skib, sættes i karantæne i Norge, og en test skal foregå i Norge.

NRK - DR's norske søsterkanal - oplyser søndag aften, at politiet i Tromsø vil indlede en undersøgelse af sagen.

Tidligere søndag blev det oplyst, at der stadig er 154 besætningsmedlemmer om bord, som er sat i karantæne. Det samme er 60 passagerer, der forlod skibet fredag. Mange af de øvrige passagerer venter på svar på test.

Siri Helene Hauge, der er overlæge ved det statslige Folkehelseinstituttet, siger, at et stort smitteopsporingsarbejde venter. Der kan gå flere uger, før man vil se konsekvenserne af coronaudbruddet på "Roald Amundsen".

"Der er også folk, der har været på sejladsen, som er udenlandske statsborgere. Her arbejder vi også med varsling til udlandet," siger hun.

Hurtigruten sikrer lån på 105 millioner euro

Søfolk giver afkald på rettigheder i aftale med færgerederier 

Modtag nyhedsbreve fra ShippingWatch

OBS: Det er gratis at modtage nyhedsbrevet.

Mere fra ShippingWatch

Job

Se flere jobs