Vis det fulde website

ShippingWatch

Maersk vil lade 900 ansatte på Esplanaden arbejde hjemme

Maersk tager konsekvensen af, at coronarestriktionerne er blevet strammet i København og vil lade halvdelen af de ansatte i hovedkvarteret arbejde hjemme. Tiltaget varer indtil videre i nogle uger.

Foto: Jens Hartmann Schmidt/Ritzau Scanpix

Omkring halvdelen af de 1800 Maersk-ansatte, der arbejder i hovedkvarteret på Esplanaden i København, skal sandsynligvis til at vænne sig til at arbejde hjemmefra igen.

Efter at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i går strammede corona-restriktionerne i hovedstaden og en række omegnskommuner, har Maersk taget konsekvensen og lægger op til at op imod 900 fra hovedsædet skal passe deres arbejde fra privatadressen og holde møder digitalt.

I en mail til ShippingWatch skriver Maersk:

"I A.P. Møller - Maersk følger vi myndighedernes anbefalinger og revurderer løbende de forholdsregler, vi har taget. Vi har bedt hver enkelt leder i Danmark om at indskærpe forholdsreglerne og samtidig drøfte mulighederne for at lade op mod halvdelen arbejde hjemme i de kommende uger. Det er således personalelederes ansvar at finde de løsninger, der passer bedst til arbejdsområdet og til de enkelte medarbejdere og teams."

Det er ikke nyt for de ansatte, herunder ledelsen, at arbejde og kommunikere digitalt og ikke at afholde fysiske møder. Det skete også i foråret under nedlukningen i Danmark.

Container- og logistikvirksomheden har oven i købet gjort sig positive erfaringer med at erstatte møderne rundt om et bord med digitale møder, fortalte CEO Søren Skou i et interview i slutningen af juli.

Dels kan der spares penge, dels er møderne blevet skarpere, fordi der ikke er så mange, der skal markere sig, som når man sidder rundt om et bord, er erfaringen hos Maersk-chefen.

"Det at have møder med mine kollegaer på teams var meget effektivt, især når dagsorden er klar. Vi fandt også ud af, at vi var i stand til at arbejde mere agilt og med mere tillid mellem deltagerne. Jeg tror, mange af os kan genkende situationen med møder, hvor der sidder mange rundt om bordet, og alle synes de skal bidrage med en kommentar eller noget. Video formatet fjerner meget af det," påpegede Søren Skou.

Søren Skou definerer en dygtig leder med tre ord 

Afskedigelser og ledelsesændring skyder Maersk ind i 20'erne 

Modtag nyhedsbreve fra ShippingWatch

OBS: Det er gratis at modtage nyhedsbrevet.

Mere fra ShippingWatch

Job

Se flere jobs